menu

Har du et spilleproblem?

Det skal være sjovt at spille – det er det, der er hele ideen med spil. Underholdningen og spændingen er i højsædet, når man klikker sig ind på en online casino side. For nogle kan det dog være svært at styre den store spænding, og det, der burde være sjovt, kan blive en byrde, der kan være svær at slippe.

Ludomani er et meget udbredt problem, og især er det blevet mere og mere udbredt, fordi der er flere spilleplatforme end tidligere. Spillene er også blevet udviklet, så de er endnu mere spændende og fængende end før hen. Hvis du spiller mere end gennemsnittet eller føler, at spillet på nogle måder hæmmer dig i din hverdag, bør du læse med herunder. Her kan du læse meget mere om, hvad ludomani er, og du kan læse om, hvad du kan gøre, hvis du – ligesom rigtig mange andre danskere – lider af det.

Hvad er ludomani?

Ludomani er – kort sagt – afhængighed af spil. Man er ikke ludoman, hvis man kan styre sit spil, og spillet ikke hæmmer hverdagens andre gøremål. Når man er ludoman, kan man ikke begrænse sit spil; man bliver altså ved med at spille, selvom man inderst inde godt kan se, at det ikke er hensigtsmæssigt. Når man spiller mere, end det er hensigtsmæssigt, kan spillet gå ud over ens arbejdsmæssige-, familiemæssige og sociale værdier – og derudover går det i høj grad også ud over ens økonomiske situation. Ludomani handler nemlig ikke blot om afhængighed af spil, men om afhængighed af pengespil. Det kan være rigtig svært at komme til erkendelsen af, at noget i spillerens adfærd ikke er hensigtsmæssig, men hvis du er kommet til den erkendelse, at dit spil påvirker din hverdag for meget, er du allerede godt på vej.

Hvorfor får man ludomani?

Der er mange grunde til, at man kan udvikle ludomani, og det er forskelligt, hvor hurtigt ludomanien udvikler sig. Nogle af de mest kendte grunde til ludomani er blandt andre sociale-, genetiske- og individuelle forhold. Arvelige forhold kan være skyld i, at uskyldigt og kontrolleret spil kan udvikle sig til ludomani. Sociale forhold og påvirkninger fra familie og venner kan ligeledes påvirke vores spillemæssige adfærd i en uheldig retning. Derudover kan det også spille ind, hvordan vores egen sindstilstand er. Ja, der er mange ting, der kan spille ind, når man taler om, hvorfor ludomani opstår hos forskellige personer. Det er derfor også forskelligt, hvor lang tid der går, før man ludomanien udvikles. Ludomani kan udvikles fra kontrolleret spil på ganske kort tid – men det kan også tage år. En erfaren spiller, der altid har spillet kontrolleret, kan altså også blive ludoman – og det er faktisk ganske normalt, hvis man spiller pengespil regelmæssigt over en lang periode.

Ring til Center for ludomani

Hvad er symptomerne på ludomani?

Symptomer på ludomani kan være forskellige fra person til person, og ofte er det svært for personen selv at lave en sammenkobling mellem spillet og symptomerne. Nogle af symptomerne kan ligne symptomer på andre lidelser eller misbrug. Dette inkluderer blandt andet søvnproblemer, humørsvingninger, hjertebanken, stress, nedsat immunforsvar, koncentrationsbesvær og meget andet. Disse symptomer – og nogle af de andre, der findes – kan være svære for de pårørende at opdage. Og det kan også især være svært for de pårørende at lave en sammenkobling mellem spilleproblemer og disse symptomer. Dette skyldes også, at pårørende ofte ikke er klar over, HVOR meget ludomanen spiller. Hvis man er ludoman, har man en tendens til at prale omkring de penge, man vinder – uden at tale om de penge, man taber. Det kan altså være rigtig svært for de pårørende at opdage ludomani.

Det er vigtigt at understrege, at der ikke findes nogle entydige symptomer på ludomani – der findes derimod en lang række forskellige kendetegn. Har du den mindste mistanke om, at du – eller en, du kender – lider af ludomani, er det den bedste ide at søge hjælp.

Hvordan ved jeg, om jeg er ludoman?

Ludomani kommer i mange afskygninger – og det kan være svært at sammenligne sig selv med andre ludomaner. Derfor kan det også være svært for mange at erkende, at de har et problem. Hvis du har en formodning om, at du lider af ludomani, anbefaler vi, at du straks går ind på www.ludomani.dk og tager deres test. Denne vil give dig en indikation på, om du har et spilproblem.

Hvis du inderst inde godt ved, at din spilleadfærd ikke er hensigtsmæssig, eller hvis du kan mærke, at spillet påvirker din hverdag, er det en rigtig god ide at søge hjælp. Hvordan du gør det, kan du læse mere om senere.

Hvor udbredt er ludomani?

Flere og flere spiller pengespil, og det afspejler sig også i statistikkerne for ludomani. Det kan være svært at styre pengespil, fordi spændingen og adrenalinsuset kan være fuldstændig afhængighedsskabende. Der findes utrolig mange statistikker omkring ludomani og udbredelsen af ludomani – og disse kan alle sammen ses hos www.ludomani.dk.

Hvis du har en formodning om, at du har et spilleproblem, er du langt fra den eneste. Ludomani er meget udbredt og faktisk har omkring 125.000 danskere problemer med pengespil. Det tal er steget drastisk siden 2005, hvor 85.200 danskere havde spilleproblemer. Det vidner altså om, at ludomani er blevet mere ”normalt”. Ludomani er en skjult lidelse, men det er muligt at få hjælp til et liv uden spilleproblemer.

Hvad er konsekvenserne ved ludomani?

Der findes rigtig mange konsekvenser ved ludomani. Ludomani kan være ganske invaliderende og ødelæggende på mange forskellige måder. Ludomani har selvfølgelig nogle økonomiske konsekvenser, fordi ludomani ofte ender med mange tabte kroner. Dette ses især, hvis problemet ikke er stoppet i tide – altså hvis erkendelsen ikke har været stærk nok. Det ses faktisk, at flere ludomaner kommer ud i økonomisk kriminalitet, hvis de skal finde penge til spil – og det ses også, at flere ludomaner optager gæld, de bruger resten af livet på at afvikle – simpelthen fordi afhængigheden af spillet har taget overhånd.

Ludomani kan også have nogle store sociale konsekvenser. Ludomani kan ses som ethvert andet misbrug, som kan have konsekvenser for vores omgivelser. Ludomani kan medføre symptomer, som i realiteten kan ændre vores personligheder. Humørsvingninger og raserianfald er typiske symptomer på ludomani – og dette kan altså koste på den sociale konto. Derudover bruger en ludoman utrolig meget tankekraft på spillet, og det betyder også, at der er mindre overskud til at tænke på andet. Det kan have store konsekvenser på rigtig mange områder: For eksempel kan det være svært at fastholde et arbejde, skole, sociale- og familiære bånd.

Ludomani har dog ikke kun konsekvenser for dig selv. Hvis du er i tvivl om, om du har et spilleproblem, bør du få det tjekket – også for dine pårørendes skyld. For hver ludoman er der i gennemsnit 8-10 pårørende, der bliver påvirket af problemet. Dette kan være i større eller mindre grad – men én ting er sikkert: Ludomani kan være ødelæggende, og det kan ødelægge sociale og familiære bånd, hvis der ikke bliver taget hånd om det. 

Hvad kan jeg gøre, hvis jeg har et spilleproblem?

Hvis du har en mistanke eller en formodning om, at du har et spilleproblem, så skal du ikke fortvivle. Det kan virke meget uoverskueligt, og lysten til spillet kan overskygge erkendelsen af, at spillet har taget overhånd. Ikke desto mindre er der hjælp at hente, og hjælpen er hverken svær at finde eller svær at få. Hos www.ludomani.dk kan du, som nævnt, tage en test, der giver en indikation på, om du har et alvorligt spilleproblem, der kan beskrives som ludomani. Dernæst kan du rette kontakt til Center for Ludomani. Her vil du blive tilknyttet en behandler, der kan hjælpe dig med at finde strategier og redskaber, der kan gøre dig uafhængig af spil. Der findes også andre gratis behandlere i Danmark, og disse kan du også rette henvendelse til – Center for Ludomani er dog dem, der står for 75% af behandlingen af ludomani i Danmark.

Hos en behandler kan du også få afklaret nogle af de sociale, økonomiske og familiemæssige problemer, ludomanien har medført. Således kan du blive rustet til igen at møde verden uden spilleproblemer.

Behandlingen er gratis – så der kan ikke ske noget ved at give det en chance. Center for Ludomani og andre behandlere har stor succes med at hjælpe folk ud af deres spilleafhængighed, og de er blot til for at hjælpe. De er altså eksperter på området!

Hvad kan jeg gøre, hvis jeg er pårørende?

Hvis du er pårørende til en ludoman, har du med garanti været vidne til mange ubehagelige ting. Måske er din hverdag endda blevet påvirket så meget, at det har ændret dit forhold til den pågældende. Er du i tvivl om, om der er tale om ludomani, eller har du mistanke om ludomani, kan du tage pårørendetesten hos Center for Ludomani.

Der er ingen tvivl om, at det er svært at være pårørende til en med spilleproblemer – og du er ikke alene. 8-10 menneskers liv bliver berørt, når én person får spilleproblemer. Der findes altså rigtig mange mennesker, hvis liv er blevet utrolig berørt at spilafhængigheden.

Der er flere ting, du kan gøre, hvis du er pårørende. Først og fremmest er det vigtigt, at du tænker på dig selv og søger støtte. Du har måske oplevet nogle svigt, løgne og mistillid, og det kan være svært at kapere. Derfor er det en rigtig god ide at søge støtte fra andre.

Det er vigtigt, at du kommunikerer klart og tydeligt over for den, der har et spilleproblem. Det kan være rigtig svært. Prøv dog at virke tålmodig og forstående og foreslå personen at søge hjælp, hvis personen ikke allerede har søgt hjælp hos professionelle.

Dan dig et overblik over situationen. Mange pårørende har behov for, især, at skabe sig et overblik over den økonomiske situation og de økonomiske konsekvenser, spillet har medført.

Det er også vigtigt, at du søger professionel hjælp, hvis du har behov for det. Center for Ludomani har tilbud til pårørende, ligesom de har tilbud til den spilafhængige.

Hvordan undgår jeg at blive ludoman?

Der er altid en risiko for at få spilleproblemer, hvis man spiller pengespil. Dette skyldes, at ideen ved pengespil ofte kan få folk til at gå over grænsen; det kan være svært at stoppe, mens legen er god. Når man spiller pengespil, er der stor risiko for at miste penge, fordi risikoen for at tabe er større end chancen for at vinde. Mange vælger dog, når de har tabt, at spille videre for at vinde indsatserne tilbage – og hvis dette mål nås, er målet blot at vinde flere penge. Hvis man spiller for at vinde tabte penge tilbage, er der en reel risiko for, at man taber endnu flere penge – og man lander så i en meget ond cirkel, der kan være svær at bryde.

Ludomani handler dog ikke kun om pengene, man spiller om – mange spiller udelukkende, fordi de finder det underholdende, og dette kan også føre til ludomani. Især de hurtige spil, hvor man hurtigt finder ud af, om man har vundet eller tabt, kan skabe en stor spænding og adrenalinrus, der kan være svært afhængighedsskabende.

Hvis du gerne vil undgå at blive ludoman, kan du undgå disse faldgrupper, som øger risikoen for ludomani ved spil:

  • Undgå at spille alene. Når du spiller på et online casino, i en spillehal eller et helt tredje sted, kan det være svært ikke at blive revet med. Derfor er det vigtigt, at du ikke spiller, når du er alene. Hvis du vil undgå spilleproblemer, er det en god ide at spille med en anden – eksempelvis en kammerat – der så kan overvære spillet og sige fra, hvis spillet bør stoppe.
     
  • Undgå de hurtige spil. De hurtige spil findes over alt på nettet, og der kommer hele tiden nye spil til. Det betyder også, at det er sværere for dig ikke at falde i denne ”fælde”, hvis du færdes i det online spilleunivers. Hurtige spil er spil, hvor resultatet afsløres hurtigt – hvor du altså hurtigt får at vide, om du har vundet eller ej. Som nævnt ovenfor er disse spil især ”farlige” i forhold til udviklingen af ludomani.